THUNDERBIRD LANDAU Hej - Jeg hedder Michael Jeg er lige blevet den lykkelige ejer af en Ford Thunderbird årgang ´66. Egentlig startede det hele for ca. et halvt liv siden, da jeg i Helsingør for første gang så en gammel T-bird årgang ´64 eller ´65 komme kørende på gaden. Jeg lovede med det samme mig selv, at ”sådan én må jeg altså eje engang” (jeg har heldigvis haft en god opvækst med ordentlig opdragelse og lært at, man skal holde hvad man lover!). Jeg har da haft andre biler inde i mine overvejelser, men det var T-bird´en som blev ved med at spøge i underbevistheden (jeg skal understrege, at jeg hverken er religiøs eller overtroisk). For et par år siden gik jeg så seriøst i gang med at lede efter en T-bird. Alle de første 4 generationer årgang 1955 1966 havde hver deres charme (og prisniveau), men 4. generation i model ´66 Landau, fængede mest hos mig (passende prisniveau). Der er blevet brugt en masse god tid med at finde ”pragteksemplaret” der er blevet ledt lidt herhjemme og en del i Sverige, men modellen hænger ikke på træerne og de T-birds som jeg fandt og aflagde et visit, viste sig ved nærmere eftersyn at være i en (for mig) for dårlig stand. Bilerne var simpelthen for omfattende at gå i gang med (udtrykket ”køreklar stand” spænder i virkeligheden lige så vidt som udtrykket ”renoveringsobjekt”). Jeg måtte udvide mit søgeområde og fandt hurtigt frem til at udvalget i USA (naturligvis) var meget større og de udbudte biler var (ihvert fald efter beskrivelserne) i en generelt meget bedre stand. Jeg kontaktede derfor Dan fra Dream-Machines for at sætte ham ind i mine ”problemer” og Dan gik straks i gang med at søge via sine kontakter i USA, men det skulle vise sig, at heller ikke alle de amerikanske biler levede op til beskrivelserne. Dans kontakter brugte derfor en del tid på forgæves besøg - enten var bilerne for dårlige eller også var de for gode (og derfor allerede solgt). Fotos og beskrivelser blev mailet frem og tilbage og der blev sagt ”ja” flere gange før det endelig lykkedes at få ”lukket” en handel. Nu er bird´en landet og den venter på at blive synet forinden skal der udskiftes lidt sliddele, smøres og justeres lidt, men bilen er jo også 37 år gammel. Den fremstår i utrolig velholdt og original stand lakken er den oprindelige (dog lidt ”tyndslidt” på pladekanter og hjørner). Småbuler er der også lidt af, men ingen er vel fuldkommen. Indtil videre lever bilen op til mine forventninger og der er igen faldet lidt ro på tilværelsen, så jeg kan begynde at tænke på andre og vigtigere ting her i livet (der er nu også et eller andet ved de der Buick Riviera’ere eller de der Crysler 300 !!). Jeg kan kun anbefale at du kontakter Dream-Machines, hvis du seriøst går og overvejer at anskaffe dig en amerikanerbil - de kan hjælpe dig med at realisere dine drømme. Til slut en tak til Dan fra mine nærmeste omgivelser (de har måttet lægge øre og ryg til alle mine udskejelser og frustrationer og jeg fornemmer at tidspunket for indfrielse af mine drømme var ved at være modent). Med venlig hilsen Michael, Kalundborg |
|||||